" Vi ældre husker jo alle Slutningen af Juli Maaned 1914. Der var Sprængstof i Luften, og der gik de utroligste Rygter om, at nu kom Krigen. 

Vi haabede, at det ogsaa denne Gang skulde blive ved Rygterne, men den 1. August skete Eksplosionen.

Den 30. Juli var jeg til Sogneraadsmøde, og paa Hjemvejen gik jeg ind i Østerby Kro. Der var her forsamlet mange Mennesker, og Snakken gik livligt. Midt under det hele kom Gendarm Engel fra Skovby. Han var meget begejstret: ”Jetzt gehts los!” raabte han.

Han lod mig i en kort Samtale forstaa, at der i den nærmeste Tid vilde ske noget med mig. 

Dagen efter maatte jeg i henhold til Mobiliseringsordren sammen med mange andre melde mig paa Kasernen i Sønderborg, men jeg blev afvist som overtallig.

Om Morgenen den 4. August var jeg gaaet hjemmefra, og da jeg et Par Timer senere kom tilbage, sagde min Kone, at Gendarmen havde været for at arrestere mig. Men, havde han sagt, Vognen var fuldt besat, saa jeg havde at melde mig paa Hørup Station om Eftermiddagen Kl. 2.

I Toget mødte jeg flere andre af mine Lidelsesfæller og en hel Del Reservister, som skulde møde i Flensborg.

Da vi kom til Sønderborg, blev vi afleveret paa ”Sønderborghus,” vort nye danske Forsamlingshus.

Den Modtagelse, jeg her fik af Overvagtmesteren, var i den Grad uforskammet, at jeg som dansk Mand ikke vil gengive den.

Paa Sønderborghus var der mange Bekendte og Lidelsesfæller, fra Dr. Sarauw, Augustenborg, til Landevejsriddere. Vi blev behandlet paa ægte prøjsisk Maner. Hver Time gik en Patrulje med opplantet Bajonet gennem Stuerne, vi skulde ikke pleje noget Kammeratskab.

Nogle Dage senere blev vi Arrestanter ført gennem Sønderborgs Gader ned til Slottet. Det var et opsigtsvækkende Tog. Soldater med skarpladte Geværer med paasat Bajonet foran, ved Siden og bag os, vi med vore Pakkenelliker paa Ryggen eller under Armen.

Paa Slottet, som jo var Kaserne, men stod tomt, da Bataillonen var draget i Krig, blev vi inddelt stuevis, op til 15-20 paa Stuen. Men vi gamle Soldater kendte jo Rummelen og fandt os hurtigt til Rette.

Den første Dag blev vi indført i en Protokol. Da ingen af os kunde svare paa, hvorfor vi var arresterede, sagde Skriveren: ”Na, ja, dann schreiben wir ein X.”

Tiden gik med at spille Kort og fortælle Historier. De helt utrolige Rygter blev fortalt, Aviser maatte vi jo ikke faa, og der stod saamænd heller ikke noget i dem.

Blandt Fangerne var vi 15 Mand, som var militærpligtige. Den 16. August blev vi, uden først at komme hjem, ført til Flensborg under meget stærk Bevogtning. Vi kom i Trøjen og blev sendt til Kappel, hvor vi sammen med flere Landsmænd maatte gøre Vagttjeneste.

Vi 13 havde det godt her paa Kystvagt fra Flensborg Fjord ned til Slien. - Jeg vil dog til Slut bemærke, at jeg den første Dag havde en mærkelig Oplevelse.

Ved Opraabet til Stamrolllen opgav jeg Navn, Adresse og Fødselsdag. Feldwebelen sagde glædesstraalende: ”1870 geboren, dann sind Sie ja freiwillig,” hvortil jeg kort og tydeligt svarede: ”Nein.” Der gik dog ikke mange Dage, før de vidste, hvem vi var, og hvorfor vi var kommet saa sent.

Amtsforstander Kjær, Sønderborg, var meget stærkt interesseret i mit Befindende og forespurgte, om jeg stadig var der. Han havde sikkert regnet med, at jeg allerede var i Skyttegraven. Men det kom jeg jo senere.